Vedtægter for Sdr. Hygum Rideklub, SHR.

§ 1 Navn og hjemsted.

Klubbens formål er at fremme interessen for og kendskabet til den ædle hest og dennes beskyttelse for ridesporten.

Klubbens navn er: Sønder Hygum Rideklub. Adresse: Holmvej 2A, Sønder Hygum, 6630 Rødding. Klubbens forkortelse er: SHR.

§ 2 Medlemskab

I rideklubben kan optages senior- og junior-medlemmer, samt passive medlemmer.

Unge mennesker kan kun optages som juniormedlemmer til og med det år, de fylder 18 år. De er ikke valgbare til bestyrelsen og har først stemmeret fra det tidspunkt de er fyldt 18 år, se dog § 5.

Passive medlemmer har stemmeret ved generalforsamling og valgbare til bestyrelsen.

Medlemsskabet er gældende fra den dato skriftlig anmodning herom modtages af bestyrelsen.

Optagelse af umyndige kræver samtykke fra forældre/værge.

Udmeldelse skal ske skriftligt til bestyrelsen med mindst 1 måneds varsel til 1. januar.

§ 3 Kontingent

Medlemskontingent for næstfølgende år fastsættes af bestyrelsen for et år ad gangen og forelægges den ordinære generalforsamling til endelig godkendelse.

Medlemskontingent opkræves helårligt forud og er forfalden til betaling den 1. januar. Er kontingent ikke betalt senest 3 måneder efter forfaldsdato, kan medlemmets rettigheder ophøre og vedkommende kan kun genoptages på ny mod betaling af restance samt kontingentpåløb, indtil lovlig udmeldelse har fundet sted. Forfaldent kontingent skal betales uanset ophør af medlemsrettigheder.

Bestyrelsen kan slette et medlem, der ikke har betalt kontingent rettidigt, og som heller ikke har betalt senest 14 dage efter at have modtaget påkrav herom.

Bestyrelsen er bemyndiget til at ændre på alle øvrige kontingentsatser, men med ansvar over for generalforsamlingen

§ 4 Karantæne/udelukkelse

4A: Bestyrelsen kan meddele karantæne af nærmere fastsat omfang, dog max 2 måneder til et medlem, der gør sig skyldig i usportslig optræden eller på anden måde opfører sig til skade for klubben. For at denne beslutning skal være gyldig kræves, at mere end halvdelen af samtlige bestyrelsesmedlemmer stemmer for karantænen.

Medlemmet skal have adgang til at udtale sig over for bestyrelsen inden afstemningen finder sted.

Afgørelsen kan indbringes for distriktets forretningsudvalg inden 8 dage. Forretningsudvalgets afgørelse er inappellabel.

Et eventuelt forretningsudvalgsmedlem fra den pågældende klub er inhabil.

4B: I særlige tilfælde kan bestyrelsen indstille til generalforsamlingen, at et medlem udelukkes fra klubben i et nærmere angivet tidsrum over 2 måneder. På generalforsamlingen afgøres sagen ved skriftlig afstemning. Medlemmer har krav på at være til stede og forsvare sig. Generalforsamlingens bestemmelse om udelukkelse kan af medlemmet indbringes for Dansk Ride Forbunds Disciplinærudvalg inden 4 uger.

4C: I det af § 4B omhandlende tilfælde kan generalforsamlingen ligeledes ved skriftlig afstemning og med et flertal på 2/3 af de afgivne stemmer afgøre, at sagen via hovedbestyrelsen indbringes for Dansk Ride Forbunds Disciplinærudvalg til afgørelse af, om der tillige skal ske udelukkelse fra andre rideklubber eller eft. Indstilles til Dansks Idrætsforbund, at vedkommende udelukkes fra andre specialforbund under Danmarks Idrætsforbund (eksklusion).

§ 5 Bestyrelsen.

Klubbens anliggender varetages af en bestyrelse, der består af 5 medlemmer, der vælges på den ordinære generalforsamling for 2 år og evt. 2 juniormedlemmer, der vælges på generalforsamlingen for 1 år.

Alle valg til bestyrelsen foregår skriftligt og der skal vælges mindst 1 suppleant til bestyrelsen.

Hvert år afgår skiftevis 3 i ulige årstal og 2 i lige årstal.

Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand, kasserer og sekretær.

I tilfælde af vakance for formanden eller andet bestyrelsesmedlem indtræder en af suppleanterne i bestyrelsen.

Såfremt suppleanternes pladser er vakante, supplerer bestyrelsen sig selv indtil næste generalforsamling. Efter indtræden eller supplering konstituerer bestyrelsen sig på ny.

§ 6 Bestyrelsesmøder

Bestyrelsen sammentræder på forlangende af 1 bestyrelsesmedlem. På bestyrelsesmøderne, på hvilke mindst 3 af bestyrelsesmedlemmerne skal være til stede for at en gyldig beslutning kan tages, afgøres sagerne ved simpelt stemmeflerhed. Er stemmerne lige, er formanden eller i dennes fravær, næstformandens stemme afgørende.

§ 7 Formandens forfald

Næstformanden træder under formandens forfald i dennes sted.

 § 8 Prokura

Bestyrelsen disponerer over klubbens midler og varetager dennes tarv på bedste måde.

Prokura kan meddeles to i foreningen, f.eks. Formand/næstformand, kasserer, der er bemyndiget til at underskrive de dokumenter om køb, salg og anden afhændelse samt pantsætning, som følge af generalforsamlingens beslutning, der er truffet i medfør af vedtægterne

Der bør ikke meddeles eneprokura.

§ 9 Regnskabsår

Regnskabsåret går fra 1. januar til 31. december.

Regnskabet forelægges den ordinære generalforsamling til godkendelse efter revision af 2 på den ordinære generalforsamling for 1 år ad gangen valgte revisorer.

Det reviderede regnskab skal foreligge senest 8 dage før generalforsamlingens afholdelse og kan rekvireres af klubbens medlemmer tillige med forslag til budget for det kommende år.

§ 10 Generalforsamlingen.

Generalforsamlingen er klubbens højeste myndighed og indkaldes af bestyrelsen.

Den ordinære generalforsamling afholdes i marts måned.

Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest 1. februar.

Tiden og stedet for generalforsamlingen skal tillige med dagsorden og de af bestyrelsen fremsatte forslag og indkomne forslag, skriftligt bringes til medlemmernes kundskab med mindst 8 dages varsel.

Indkaldelsen offentliggøres i dagspressen samt på klubbens hjemmeside.

Medlemmer på 18 år og derover har stemmeret og er valgbare til bestyrelsen, hvis de har betalt kontingent.

Dagsordenen skal som minimum indeholde følgende punkter:

1) Valg af dirigent.

2) Bestyrelsen aflægger beretning.

3) Det reviderede regnskab forelægges til godkendelse.

4) Fastsættelse af kontingent

5) Behandling af indkomne forslag

6) Valg af bestyrelse

7) Valg af suppleant til bestyrelsen.

8) Valg af juniormedlemmer.

9) Valg af revisor

10) Eventuelt.

Generalforsamlingen træffer bestemmelser om køb, salg og anden afhændelse og pantsætning af klubbens faste ejendom, overgang til selvejende institution m.m.

På generalforsamlingen vælges personer ved almindeligt flertal.

Øvrige beslutninger ved simpelt flertal, se dog § 11 og 12.

Afstemninger foregår ved håndsoprækning med mindre bestyrelsen eller mindst 2 medlemmer kræver skriftlig afstemning.

Står stemmerne lige, er forslaget forkastet.

Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

§ 11 Vedtægtsændringer

Til forandring af eller midlertidig afvigelse fra bestående vedtægter og til eksklusion af medlemmer kræves majoritet af 2/3 af de afgivne stemmer.

Enhver ændring af vedtægterne skal indberettes til DRF til godkendelse.

§ 12 Klubbens opløsning

Klubbens opløsning kan kun foregå når beslutning herom vedtages på to efter hinanden med mindst 14 dages mellemrum afholdte generalforsamlinger, hvoraf den ene skal være ordinær.

For at en sådan beslutning skal være gyldig, kræves at opløsningen på den første generalforsamling vedtages med ¾ af de afgivne stemmer.

Ved en eventuel opløsning af Sønder Hygum Rideklub vil et overskud indgå i en fond, og der skal oprettes en fundats for fonden.

Fondens kapital må ikke formindskes.

Eventuelt afkast skal udloddes til kulturelle/almenvelgørende formål i det oprindelige Hygum Sogn, Vejen kommune.

Hvis der på ny stiften en Rideklub i området, tilfalder fondens kapital den nye Rideklub, når denne er optaget DRF.

Fonden ledes af en bestyrelse på 3 medlemmer bosiddende i Hygum Sogn, Vejen Kommune.

I øvrigt skal fondslovens almindelige bestemmelser være gældende.

§ 13 Ekstraordinær generalforsamling.

Ekstraordinær generalforsamling indkaldes af bestyrelsen når denne anser det for nødvendigt eller når mindst 7 af de stemmeberettigede medlemmer indgiver skriftlig begæring herom med angivelse af dagsorden.

Der regnes med det senest opgivne medlemstal til DRF ved beregning.

I sidste tilfælde skal den ekstraordinære generalforsamling finde sted senest 3 uger efter begæringens modtagelse.

Ekstraordinær generalforsamling indkaldes skriftligt med mindst 8 dages varsel.

§ 14 Medlemskab af DRF og DIF

Sønder Hygum Rideklub er medlem af Dansk Rideforbund under Dansk Idrætsforbund, hvorfor klubben og hvert enkelt af dens medlemmer er forpligtet til at rette sig efter de to forbunds love, reglementer og bestemmelser, derunder de af de pågældende forbund fastsatte voldgiftsbestemmelser.

Ovennævnte vedtægter er vedtaget umiddelbart for Sønder Hygum Rideklub`s optagelse i Dansk Rideforbund den 7. december 1954 og senest ændret (redaktionel fra Love til Vedtægter) den 25. november 2025 på SHR`s ekstraordinær generalforsamling.

Vores sponsorer

10